Det er ikke altid drømmen, der er virkeligheden.

Nu vil jeg skrive blog. Jeg er blevet inspireret så meget af en ven at jeg sidder med gråd i stemmen og tårer på kinderne.
Pludselig vælter alt op i mig og det føles på en måde fedt. Det er som om det er et tegn fra Jesus.

Vildt nok ikke?

Egentlig sidder jeg hobet op i lektier lige nu, men jeg føler alligevel at jeg har plads til at fortælle denne ting.
For ikke-kristne kan jeg sige at dette også kan tale til jer. For vi kender det alle. Mirakler eller tilfælde om man vil.
Jeg tror på mirakler og mit liv har været et stort mirakel. Forstil jer mig der slæber skyld, fortvivlelse, tab og sorg op ad en bakke. Det er svært var? Men alligevel kommer jeg hel op på toppen, trods jeg er faldet og trillet mange gange.

Okay .. Det var ikke en god forklaring. Hør her:
Jeg blev født som guldklumpen i familien. Den yngste, enebarn og med høje ambitioner fra min mor og far. Min mor ville give mig alt hvad hun ikke havde givet sit tidligere barn.

Der har altid været spændinger mellem min mor og jeg og i sommerferien mellem 0. og 1. klasse flyttede mine forældre fra hinanden og jeg flyttede med min mor og så næsten aldrig min far selvom jeg egentlig holdt ufatteligt meget af mig, men jeg turde ikke sige min mor imod.

Jeg turde ikke.

Alt gik ned af bakke for mig i barndommen. Jeg følte mig ikke elsket og jeg turde ikke snakke med mine veninder uden for skolentiden fordi jeg var mange for at det var de "forkerte" venner.
For at gøre en lang historie kort endte det med at jeg for 1,5 år siden tog min taske og gik med ordene fra min mor: "Kom aldrig tilbage, hvis du går ud af den dør nu."
Jeg ville heller ikke tilbage. Jeg havde nærmest ikke kontakt med hende i et år og nu er det ok stabilt, men det bliver aldrig godt. Det tror jeg ikke på.
Min pointe var faktisk at selvom jeg var på bunden fandt jeg alligevel Gud, venner og håb. Selvom jeg var grov mod mine venner, holdt de alligevel af mig. Selvom jeg var egoistisk, holdt folk alligevel af mig og selvom jeg alle aftener græd mig selv i søvn og gik med selvmordstanker, frustrationer og angst vågnede jeg alligevel op med mod og kræfter til en ny dag.
Uanset hvor mange gange jeg skubbede kristendommen væk og sagde (undskyld sproget!): "Fuck Gud, Jesus og alt andet." fik Gud alligevel vendt min næsetip i den rigtige retning.

Jeg fik altid en ny chance i Gud hjerte. Mit hjem.

Så selvom jeg sidder i dag med store dilemmaer ved jeg at det skal gå, for det har det jo altid gjort.

Egentlig var mit mål noget helt andet med dette blogindlæg end hvad det endte ud med, men sådan er livet jo også. Det er ikke altid drømmen, der er virkeligheden.
Min drøm var at blive det min mor ønskede, være det hun håbede og blive det hun ville, men det er gået op for mig at det aldrig ville kunne gå.
Jeg har alt det gode fra hende. Min moral, min personlighed, min stemme, min musikalitet, mine meninger. Alligevel kan jeg ikke være sammen med hende uden at angst, smerte og frygt kommer op i mig.
Så min drøm, er ikke min virkelighed. Min virkelighed er at jeg har de mest fantastiske mennesker omkring og at musikken har reddet mig fra meget.

http://www.youtube.com/watch?v=ywmuCQZxvUI
I min øjne - Rasmus Seebach!
Passer til mig og til teksten her. Enjoy!