Chok

Hej venner

Jeg vil snakke om fastholdelse i dag. Emnet blev pludselig revet op i mig i dag fordi der var en der sagde: "Ej for åndssvagt. Er du kristen?! LOL." Eller.. noget i den stil.
Det mindede mig om hvor meget jeg har kæmpet for at være den de andre ville have at jeg skulle være. I gennem mange år har jeg ikke turdet være mig selv, fordi ligegyldig hvor jeg var blev jeg kritiseret. En tidligere klassekammerat lagde mærke til at jeg var to vidt forskellige personer i henholdsvis klassen og i den kirke jeg kom i.

Med tiden er jeg begyndt at turde være mig selv. Det er fedt, men jeg er stadig ikke godt til at tage kritik når det handler om mig selv, altså udseende og private ting som betyder meget for mig. F.eks. min tro. Jeg har svært ved at vise andre at jeg tror, trods jeg hver dag bærer mit kors. Som i kan høre er der stadig folk der taler ned til mig, om min tro, men jeg fastholder den og det VIL jeg. Det er et løfte jeg har givet mig selv. Gud bliver ved med at trække i mig og jeg er stolt af at sige at jeg er kristen!

Og.. jeg er stolt af at være mig. Det jeg kæmper mest med er mit selvværd.. Emo!, tænker I sikkert, men nej. Jeg har VIRKELIG problemer med mit selvværd og derfor flipper jeg også så meget udover en enkelt kommentar, men det var det her jeg var bange for, ved at komme i gymnasiet.

Nok om det..
I går var jeg til min første sangtime og min første saxofontime efter ferien. Det var fedt at være tilbage og IHH hvor har jeg savnet Linette, min saxofonlærer.

Ligenu står den på lektier og en hyggelig sludder med Kristoffer :-).

På fredag er der Babybal og jeg glæder mig meget! Parteeeeeeeeeeeeeeeeeeeey!

Out.