Jeg troede, jeg ejede verden og kendte alt i hele verden. Jeg troede, at alting var godt. Jeg var populær. Jeg troede, jeg viste alt om hvad der skulle ske i verden. Jeg frygtede ikke en eneste udfordring og var klar til hvad som helst. Jeg var en rigtig vild pige. Jeg elskede at lege og slå mig.
Dog kan jeg huske sangen af John Mogensen, som min far altid hørte: ”1Der er noget galt i Danmark Dybbøl Møller maler helt af helvede til.” Jeg funderede over hvad der mon var galt med Danmark, for jeg syntes da, at jeg havde det fint nok? For mig at se kunne der ikke være noget galt. Jeg vidste godt, at man skulle dø en dag, men først når man var blevet gammel og havde hvidt hår. Jeg vidste også godt at det ikke var alle mennesker, der havde råd til en bamse fra Fætter BR, som kunne sige som en rigtig hund. Jeg kan huske alles undren da jeg kunne sangen: ”2Når egene knoppes og granerne duppes…”, udenad som 4-årig. Musikken har altid betydet meget for min hukommelse og min barndom. Det er derfor, jeg skriver om min barndom igennem sange, da det er dem der minder mig om visse stunder hvor disse sange har optrådt.
”3Børnehaveklassen de kan li’ at larme. Umba, umba, umba, umba, umba, um.” Denne sang minder mig om mit første år i skolen. Jeg husker, hvor nyt det hele var og hvor bange jeg var for at gøre noget forkert. Jeg ville nemlig være en perfekt ven og en perfekt elev. Senere fandt jeg ud af, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg husker hvor meget anderledes det var pludselig at skulle til at yde noget selv. Jeg havde aldrig i min vildelse fantasi troet, at verden var skruet sådan sammen. Der var ikke mere en til at løse mine problemer.
Jeg blev ældre og fik mere viden og mit ønske om at blive ældre og klogere blev større. Jeg drømte hele tiden om at blive bare ældre. Det resulterede i at jeg begyndte at snakke mere voksent, ikke legede nær så meget og når jeg legede med mig selv i hvert ikke snakkede højt, for det var for barnligt.
Dog huskede jeg min skoletid som værende det sted, hvor jeg holdt mest af at være. Her kunne jeg lege med mine venner, og lærerne elskede mig. ”4Men klovnerne danser og folk dør af grin og fuglene de kvidrer.” Hele min barndom minder mig om en lang sommerferie. Jeg husker en masse sol, varme og hvorledes alle mine venner og jeg kunne grine sammen.
Jeg hørte de ældre på skolen snakke om, at børn i dag bliver overbeskyttet af deres forældre. Der var ikke noget at være bange for, mente jeg, ikke noget at blive beskyttet imod. Jeg forstod dem ikke. Jeg forstod i det hele taget ikke voksne, ”5de er kun til besvær de voksne idioter.” Den sang kunne jeg sætte mig ind i. Jeg forstod hvor besværligt det var at sætte sig ind i de voksnes overbeskyttende måde at tænke på. De burde jo vide, at jeg en dag ville lære det alligevel. Dog var det lige lovlig hårdt at kalde dem idioter.
”6Jeg slog dig engang til jorden for at gøre dit hjerte hårdt, men jeg rejste dig varligt op igen og tørrede tårerne bort.” Jeg mindes dengang mine forældre skulle ”flytte fra hinanden,” som de sagde. Det lød mindst dramatisk. Så faldt jeg af barndommens vinger og direkte ned i et mørkt hul, hvor jeg blev siddende i meget lang tid. Det var meget hårdt for mig, da jeg var vant til at der ikke var noget galt i Danmark og pludselig var det hårdt for Gud og hver mand. Jeg følte mig gennembanket af min barndom. Jeg ville være en bedre person, end det jeg havde set i verden, men jo mere jeg tænkte over det, desto mere kunne jeg se at der ikke var andet at gøre end at leve livet fuldt ud og handle efter sin egen fornuft.
”7This is my life this is my time just show me the light and I'd go there.” Jeg elsker omkvædet i denne sang, da det netop handler om at leve sit eget liv og huske at leve i nuet og i lyset.
”8Dengang da jeg var lille var der ingenting der var forbi. Dengang da jeg var lille, dengang da jeg var lille var verden vidunderlig.” Jeg står nu i en verden og ved en helt masse, som jeg ikke vidste dengang jeg var lille; men har stadig barndommen i stærk erindring. Den forlader mig aldrig. Det sidste citat synes jeg er rigtig godt. Det beskriver min barndom allerbedst. Dengang da jeg var lille troede jeg at jeg ejede hele verden og at alt ondt var håndgribeligt og ikke noget, som ramte mig. Jeg troede at alt ville fortsætte som det plejede, indtil den dag hvor det hele ramlede sammen om mit hoved. På den dag faldt jeg af barndommens vinger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar