Mørket.

I dette essay forsøger jeg at samle og redegøre for mørkets tanker og samtaler. Det er et kompleks emne som jeg ikke har et entydigt svar på. Derfor bliver mit essay et mosaiktæppe af tanker, der til tider indeholder situationer og pointer der peger i forskellige retninger.

At stå helt alene i mørket, langt væk fra alting, er krævende for sindet. Ens sanser bliver begrænset og man bliver urolig. At gå i mørket er som at leve i en drøm, det føles uvirkeligt og mange gange skummelt. Der findes to slags mørke. Det psykiske og det fysiske mørke. Begge begrænser vores udsyn. Vores udsyn til livet. Det er her angsten kan fremtræde, for mennesker vil vide det hele.

Vi kan være bange for mørket, men alligevel er det det rareste at tænke. Når synssansen begrænses bliver man nødt til at kigge indad når der ikke er noget at se udad på. Man hører og mærker ting, der måske ikke er der. Hvad er det, der gør dette?

Det er i mørket, at man kan koncentrere sig. Tankerne flyver rundt i hovedet på en, og faktisk ved man ikke, hvorfor netop disse tanker dukker op. Netop hér kan man finde samtaler med sig selv. Eller med en anden, hvem ved?

Når først, man sidder alene længe nok, hører man de mærkeligste ting. Stemmer som man lader sig styrer af og lytter panisk efter, hver gang lyset bliver slukket. Dette kaldes skizofreni og er en sindstilstand, hvor man hører stemmer. Disse samtaler findes i hovedet på folk, altså i det psykiske mørke. Netop her får man begrænset sit udsyn til livet, og man kan sammenligne dette med, at man får en osteklokke over hovedet, og dette er svært at forholde sig til.

Natten er fantasiens fase. Om natten kan man have en fornemmelse af, at der er nogle andre tanker i luften, end der er om dagen. Der er mere sorg, mere desperation, en afslappethed og mere fantasi som sætter sig fast i rummet. Dette gør, at man får nogle andre associationer end ellers. Fantasien og ideerne er der mange af, men om natten er der ikke så mange til at opfange dem, som der er om dagen. Derfor er natten et godt sted at tænke.

Mange bruger natten på at skrive og digte. Her findes også en samtale med sig selv om sine tanker. Man formulerer sig bedre og mere fantasifuldt og vægter på andre ting. Her kan man perspektiverer til forfatteren [1]Svend Åge Madsen, som har skrevet det meste af sit forfatterskab om natten. Han havde en døgnrytme, hvor han skrev fra klokken 23 til 5 om morgenen og gik derpå i seng.

Når mennesker mødes for at tale sammen i mørket, er det f.eks. fordi, ingen andre må vide noget om det, der tales om, eller fordi man er bange for at sige det i dagslys. For det er som om, at natten gør samtalerne lidt mere værdifulde og dramatiske. At sidde side om side ved et bål midt ude i en skov kan også sætte tankerne i gang. Man sidder kun der alene eller med en ven og kigger på de fantasiskabende flammer i bålet og mærker varmen mod sine kinder.

Samtidig kan man mærke kulden mod ryggen, og hvis man vender sig om, er der pludselig en masse lyde, som man ikke har lagt mærke til, og man kan ikke se andet end skovens mørke træer omkring sig. Hvis man går 10 meter væk fra bålet, ved man ikke, hvad der sker omkring en og mærkeligt nok er stemningen pludselig anderledes.

Som skrevet begrænser mørket ens sanser, men mere spændende er det at blive lukket inde i mørket. F.eks. kan man ligge i en lukket shelter og ikke vide, hvad der foregår udenfor det lille univers, man er i. Kunne den lille puslen være en enhjørning eller måske en kronhjort? Eller bare et blad? Værst kunne det være en morder, der var på spil?

Alle disse tanker sættes i gang, når man ikke kan se, hvad der foregår, og derfor er mørket et kæmpe mosaiktæppe. Natten er ikke et entydigt symbol. Der er både noget farligt og dramatisk, men samtidig noget fantastisk og vidunderligt. Men det sætter noget helt andet i gang, end dagslyset for alle mennesker – og det er det spændende ved mørket.