Vendepunktet mod hvad?

Kender I det når man tvivler på om man har valgt det rigtige? Om det man gjorde nu også var det der skulle til?
Jeg har taget et stort skridt i mit liv, som jeg faktisk fortryder selvom jeg samtidig er meget vred på min mor! Jeg skred fra hende i går og jeg fortryder det ikke. Jeg kommer nok ikke hjem til hende i meget lang tid nu. Jeg synes jeg fortjener et godt liv nu. Jeg føler lidt at jeg er på vej ud af et sidespor. Jeg går som alle andre i min familie og andre unge. Jeg lægger en facade op om mig selv, men som mine venner siger, skal jeg lade være.
Det er bare .. hele min barndom har jeg gjort som mine forældre ville have jeg skulle gøre. Jeg har aldrig skældt dem ud, men fuldt efter dem - nærmest som i gamle dage. og når jeg så ENDELIG vil noget selv og virkelig brænder for noget, er det det forkerte jeg brænder for?
Jeg vil bare gerne være en almindelig teenager. tit har jeg overvejet at starte med at ryge, men har aldrig taget initiativet ..
Jeg har bare brug for faste rammer, men jeg går i en kreds som gør det helt modsatte og det er det jeg synes er så godt, men jeg ved ikke om det holder i længden?
hmm ..
Jeg vælger alt andet fra, bare for at være i kirken så meget som muligt. Derfor er nærmest blevet lukket ude af fællesskabet i andre sammenhænge.
Jeg hader det bare!
/Sissel.