Lige indtil i dag, hvor min kære cykel og jeg satte kursen mod Nørresundby Havn. Ikke der hvor alle fiskerne er, men der hvor jeg som barn gik ture med min mor og min far, hånd i hånd og der hvor naturen er flottere end på Aalborgsiden. Stilheden indtog mit sind og jeg måtte knækkes af små tårer, som trillede ned af min kind som et forsigtigt forsøg på at vise fred og forsoning.
Tilfældigvis spillede min Ipod sangen: ”Thank You For Loving Me”..for being my eyes when I coundn’t see osv. Alt i mens jeg lod mig rive med at denne fantastiske sang af Bon Jovi, skinnede solen ned og fjorden og jeg kunne mærke at jeg var hjemme. Ikke bare fordi det var mit barndomskvarter, men fordi jeg netop der åbnede mit hjerte for Gud endnu engang. Jeg åbnede op og lod mig selv indse livet og indse hvor jeg var. Samtidig strømmede livsspørgsmålene ind i mig: Hvorfor lever vi, hvad skal livet bruges til? Hvorfor er det vigtigt at kæmpe for noget osv…
Jaa, jeg tror på at vi lever for at se, høre og mærke noget smukt. Det er sjovt hvor hurtigt mennesker kan forandre verden til det mest forfærdelige sted. Dette fører mig videre til magt. Jeg har netop snakket om magt med en af kammerater. Det er noget forfærdeligt noget. Pludselig gør man noget man ikke ønsker og tanken om at kunne styre alt overrumpler dit sind.
Jeg har så meget jeg gerne vil sige og så meget jeg gerne vil have folk til at forstå, men jeg tror ikke det kan lade sig gøre.. For det er ikke det vigtige. Det alfa-omega vigtige er at livet kører og man har sig selv med, uanset hvor svært det hele kan være.
Dette var noget af en rode kuvert, men det var lige en million tanker der blevet kastet på papir i al hast efter en ganske almindelig cykeltur en fredag eftermiddag.
Take Care.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar