Musikken og mig.

Jeg sidder lige nu og kigger på min guitar.. Den er egentlig ret flot. Stregene skinner og der kommer en klingende lyd fra den, fordi døren blev smækket så hårdt at guitaren ikke kunne holde sin mund mere. Hvis jeg drejer hovedet 180 grader kigger jeg så på min vidunderlige saxofon. Med den udtrykker jeg sorg, had, glæde, lykke, kærlighed osv. Med den kan jeg faktisk vise hvem jeg er. Indtil i dag troede jeg at det var en selvfølge.. Men nej.Walter Scivoli, en af mine gode gode venner, kunne fortælle mig i dag at det ikke er noget alle kan. Han fortalte mig at jeg har musikken i mig og at man kan se det igennem mine øjne.. Mine øjne? Sjovt at tænke på. Man bruger øjnene til at udtrykke sig med og via saxofonen udtrykker jeg mig. Det mindede mig om at min lærer, Linette Riber, har sagt til mig at jeg har musikken i mig. Indeni mig. Derfor kan jeg altid springe på og spille mig ind i noget. Hun har vel ret. Jeg er ikke klog i rytmer og hvad tonerne hedder. Til gengæld kan jeg til hver en tid få en toneart smidt i hovedet og fyre den af alt efter humør og lyst.

Alligevel er det som om at jeg er gået i stå med mit spilleri. Jeg kan ikke tage mig sammen til at tage saxofonen om halsen og spille det samme om og om igen. Hvorfor?! Trænger jeg ikke bare til at der skal ske noget nyt. Men kan den undskyldning bruges altid?

Når man hører om at den eneste vej frem er øvelse, så må det jo passe, men måske skal man først lære musikken at kende før man kan spille den? Det er jo det jeg har brug min tid på. At høre musik hele tiden og m

ørke hvornår det var godt og dårligt.
For mig er god musik noget der har nuancer, overraskelser, spænding og inderlighed. Så kan det være fuldstændig ligemeget om det er jazz, rock eller pop?

Jeg kom fra Walter.. Han spillede en sats i dag så inderligt og smukt og jeg kunne have sat mig til at græde. Der kom ordsproget: "Øvelse gør mester." frem i mig. Walter kommer fra Grønland og ånder for musikken. Virkelig. Der havde jeg lyst til at smide alt hvad jeg havde i hænderne og droppe det hele. Jeg lever jo ikke for musikken, hvis jeg ikke engang orker at tage min saxofon om nakken og spille .. Gøre en indsats!

På Talentweekenden i

marts følte jeg mig i paradis. Det der kan gøre mig allermest glad er, hvis folk virkelig brænder fo

r noget -og her kunne mærke hvor meget musikken betød for de 90 mennesker omkring mig. Åh Gud jeg savner det!

Ak ja...

Men måske skal jeg tilbage til inderligheden i musikken? .. Det handler jo om at få folk med i det man spiller/synger. Musikken er for alle. Man skal bare forstå det på en helt speciel måde. Det er et sprog, som skal føles og mærkes. Jeg tror jeg er ved at forstå det, på min helt egen sære måde.

Take Care!
/Sissel.