Jeg har bare lige fået et kæmpe raseri anfald -.-
Jeg føler bare ikke at mine venner de forstår mig.. Jeg er så skuffet over mig selv. Jeg burde formidle det glade budskab om Gud og Jesus, men det gør mig ked af det, jeg begynder at tænke for meget og kan ikke koncentrere mig om at være SISSEL.
Jeg tænker tit på, hvor meget jeg har været påvirket af 'de andre'. Jeg har ikke villet være migselv, for de har så mange forventninger og fordomme.
Jeg er så bange for at vise hvem jeg er. Jeg føler bare at jeg de sidste par måneder har raset rundt for at tilpas stille andre, så de ikke føler sig anderledes. Men nu vil jeg bare være mig selv .. Det er bare så svært.

Jeg kan bare ikke rigtig forstå unge nu til dags. Vi tager for lidt ansvar. Vi snakker os fra det, eller begynder at græde og siger 'Jamen jeg vidste ikk...' osv. Jeg synes man burde holde sig væk fra alt det shit der er i fjernsynet og så lave noget fornuftigt. Jeg er også dårlig til det selv, men hvis man får det på skrift har jeg personligt lettere ved at huske det.

Vi glemmer tit, hvor vi lever og hvem vi lever for og hvor lidt tid vi har at leve i? Jeg tænker faktisk tit på et sted i biblen hvor der står at du skal slutte fred med din bror inden du går i kirke. Det vil faktisk sige at man ikke skal være uvenner med nogle, når man går i kirke? Man skal slutte fred - der står ikke tilgive .. Så egentlig skal du bare blive venner med dem igen.. Men... argh. Det er jo svært at være venner med alle?
Måske mener Gud bare at man skal ACCEPTERE folk. For det er jo ikke alle der holder af en selv? Og det skal man jo ikke ændre sig efter. Men hvis man selv acceptere andre, bliver man også lettere acceteret. Så egentlig burde det ikke være sværere end at gå ud og slutte fred og acceptere hver en mand .. Det er bare ikke altid så let? Hvorfor? Jo - fordi vi også har vores egen selvtillid, mistillid og egoisme. De ting hænger ikke nødvendigvis sammen, men i denne sammenhæng gør det i smule. Vi har jo vores egen selvtillid, som holder os fast ved vores egne meningen og derfor kan vi godt få mistillid til hinanden, som så tegner vores egoisme.

Jeg mener selv: "Carpe Diem" -altså lev i nuet. Tænk over hvad du gør, siger og tænker. Det hjælper ikke at snyde Gud eller andre - det vil altid blive opdaget. Og det er heller ikke forbudt at bruge hovedet. Når du får et valg, får du også et fravalg, derfor er det altid godt at stå fast ved sig selv og sine egne drømme..

Carpe Diem!
/Sissley.