På barndommens vinger

Jeg troede, jeg ejede verden og kendte alt i hele verden. Jeg troede, at alting var godt. Jeg var populær. Jeg troede, jeg viste alt om hvad der skulle ske i verden. Jeg frygtede ikke en eneste udfordring og var klar til hvad som helst. Jeg var en rigtig vild pige. Jeg elskede at lege og slå mig.

Dog kan jeg huske sangen af John Mogensen, som min far altid hørte: ”¹Der er noget galt i Danmark Dybbøl Møller maler helt af helvede til.” Jeg funderede over hvad der mon var galt med Danmark, for jeg syntes da, at jeg havde det fint nok? For mig at se kunne der ikke være noget galt. Jeg vidste godt, at man skulle dø en dag, men først når man var blevet gammel og havde hvidt hår. Jeg vidste også godt at det ikke var alle mennesker, der havde råd til en bamse fra Fætter BR, som kunne sige som en rigtig hund. Jeg kan huske alles undren da jeg kunne sangen: ”²Når egene knoppes og granerne duppes…”, udenad som 4-årig. Musikken har altid betydet meget for min hukommelse og min barndom. Det er derfor, jeg skriver om min barndom igennem sange, da det er dem der minder mig om visse stunder hvor disse sange har optrådt.

”³Børnehaveklassen de kan li’ at larme. Umba, umba, umba, umba, umba, um.” Denne sang minder mig om mit første år i skolen. Jeg husker, hvor nyt det hele var og hvor bange jeg var for at gøre noget forkert. Jeg ville nemlig være en perfekt ven og en perfekt elev. Senere fandt jeg ud af, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg husker hvor meget anderledes det var pludselig at skulle til at yde noget selv. Jeg havde aldrig i min vildelse fantasi troet, at verden var skruet sådan sammen. Der var ikke mere en til at løse mine problemer.

Jeg blev ældre og fik mere viden og mit ønske om at blive ældre og klogere blev større. Jeg drømte hele tiden om at blive bare ældre. Det resulterede i at jeg begyndte at snakke mere voksent, ikke legede nær så meget og når jeg legede med mig selv i hvert ikke snakkede højt, for det var for barnligt.

Dog huskede jeg min skoletid som værende det sted, hvor jeg holdt mest af at være. Her kunne jeg lege med mine venner, og lærerne elskede mig. ”⁴Men klovnerne danser og folk dør af grin og fuglene de kvidrer.” Hele min barndom minder mig om en lang sommerferie. Jeg husker en masse sol, varme og hvorledes alle mine venner og jeg kunne grine sammen.

Jeg hørte de ældre på skolen snakke om, at børn i dag bliver overbeskyttet af deres forældre. Der var ikke noget at være bange for, mente jeg, ikke noget at blive beskyttet imod. Jeg forstod dem ikke. Jeg forstod i det hele taget ikke voksne, ”⁵de er kun til besvær de voksne idioter.” Den sang kunne jeg sætte mig ind i. Jeg forstod hvor besværligt det var at sætte sig ind i de voksnes overbeskyttende måde at tænke på. De burde jo vide, at jeg en dag ville lære det alligevel. Dog var det lige lovlig hårdt at kalde dem idioter.

”⁶Jeg slog dig engang til jorden for at gøre dit hjerte hårdt, men jeg rejste dig varligt op igen og tørrede tårerne bort.” Jeg mindes dengang mine forældre skulle ”flytte fra hinanden,” som de sagde. Det lød mindst dramatisk. Så faldt jeg af barndommens vinger og direkte ned i et mørkt hul, hvor jeg blev siddende i meget lang tid. Det var meget hårdt for mig, da jeg var vant til at der ikke var noget galt i Danmark og pludselig var det hårdt for Gud og hver mand. Jeg følte mig gennembanket af min barndom. Jeg ville være en bedre person, end det jeg havde set i verden, men jo mere jeg tænkte over det, desto mere kunne jeg se at der ikke var andet at gøre end at leve livet fuldt ud og handle efter sin egen fornuft.

”⁷This is my life this is my time just show me the light and I'd go there.” Jeg elsker omkvædet i denne sang, da det netop handler om at leve sit eget liv og huske at leve i nuet og i lyset.

”⁸Dengang da jeg var lille var der ingenting der var forbi. Dengang da jeg var lille, dengang da jeg var lille var verden vidunderlig.” Jeg står nu i en verden og ved en helt masse, som jeg ikke vidste dengang jeg var lille; men har stadig barndommen i stærk erindring. Den forlader mig aldrig. Det sidste citat synes jeg er rigtig godt. Det beskriver min barndom allerbedst. Dengang da jeg var lille troede jeg at jeg ejede hele verden og at alt ondt var håndgribeligt og ikke noget, som ramte mig. Jeg troede at alt ville fortsætte som det plejede, indtil den dag hvor det hele ramlede sammen om mit hoved. På den dag faldt jeg af barndommens vinger.

Frihed

”Men den frihed, individet har fået, betyder ikke bare, at individet har mulighed for at vælge selv. Man kan snarere sige, at individet er nødsaget til at vælge – det kan ikke blive fri for det, og detbliver hele tiden konfronteret med en mangfoldighed af valgmuligheder: Hvad vil jeg med mit liv? […] Alle disse overvejelser og valg betyder også, at friheden ikke gør det enkelte individ mere sikkert. Tværtimod. For med friheden og valgmulighederne følger tvivlen.”

Hvorfor er det at menneske ikke at realisere sin egen frihed og bruge den ordenligt? Unge i dag bruger så meget af deres tid på at fylde deres hjerner med .. ingenting? -og derfor er det fællesskaber vil lave det hele mere jordnært så alle kan være med? Burde det så ikke være omvendt?? Jeg kan ikke se hvorfor det er de dovne, som skal styre hele samfundet! Vi burde sq da godt kunne kunne steppe op og høre på en fornuftig præst som taler pænt dansk i stedet for at det hele skal handle om bamse og kylling.. Derpå vil der være mere stræben efter at blive klogere .. Tror jeg da? Jeg er selvfølgelig ikke profet, bare mig. En lille sølle pige, som ikke

rigtig kan noget fornuftigt, men bare har en trillion holdninger.

Mørket.

I dette essay forsøger jeg at samle og redegøre for mørkets tanker og samtaler. Det er et kompleks emne som jeg ikke har et entydigt svar på. Derfor bliver mit essay et mosaiktæppe af tanker, der til tider indeholder situationer og pointer der peger i forskellige retninger.

At stå helt alene i mørket, langt væk fra alting, er krævende for sindet. Ens sanser bliver begrænset og man bliver urolig. At gå i mørket er som at leve i en drøm, det føles uvirkeligt og mange gange skummelt. Der findes to slags mørke. Det psykiske og det fysiske mørke. Begge begrænser vores udsyn. Vores udsyn til livet. Det er her angsten kan fremtræde, for mennesker vil vide det hele.

Vi kan være bange for mørket, men alligevel er det det rareste at tænke. Når synssansen begrænses bliver man nødt til at kigge indad når der ikke er noget at se udad på. Man hører og mærker ting, der måske ikke er der. Hvad er det, der gør dette?

Det er i mørket, at man kan koncentrere sig. Tankerne flyver rundt i hovedet på en, og faktisk ved man ikke, hvorfor netop disse tanker dukker op. Netop hér kan man finde samtaler med sig selv. Eller med en anden, hvem ved?

Når først, man sidder alene længe nok, hører man de mærkeligste ting. Stemmer som man lader sig styrer af og lytter panisk efter, hver gang lyset bliver slukket. Dette kaldes skizofreni og er en sindstilstand, hvor man hører stemmer. Disse samtaler findes i hovedet på folk, altså i det psykiske mørke. Netop her får man begrænset sit udsyn til livet, og man kan sammenligne dette med, at man får en osteklokke over hovedet, og dette er svært at forholde sig til.

Natten er fantasiens fase. Om natten kan man have en fornemmelse af, at der er nogle andre tanker i luften, end der er om dagen. Der er mere sorg, mere desperation, en afslappethed og mere fantasi som sætter sig fast i rummet. Dette gør, at man får nogle andre associationer end ellers. Fantasien og ideerne er der mange af, men om natten er der ikke så mange til at opfange dem, som der er om dagen. Derfor er natten et godt sted at tænke.

Mange bruger natten på at skrive og digte. Her findes også en samtale med sig selv om sine tanker. Man formulerer sig bedre og mere fantasifuldt og vægter på andre ting. Her kan man perspektiverer til forfatteren [1]Svend Åge Madsen, som har skrevet det meste af sit forfatterskab om natten. Han havde en døgnrytme, hvor han skrev fra klokken 23 til 5 om morgenen og gik derpå i seng.

Når mennesker mødes for at tale sammen i mørket, er det f.eks. fordi, ingen andre må vide noget om det, der tales om, eller fordi man er bange for at sige det i dagslys. For det er som om, at natten gør samtalerne lidt mere værdifulde og dramatiske. At sidde side om side ved et bål midt ude i en skov kan også sætte tankerne i gang. Man sidder kun der alene eller med en ven og kigger på de fantasiskabende flammer i bålet og mærker varmen mod sine kinder.

Samtidig kan man mærke kulden mod ryggen, og hvis man vender sig om, er der pludselig en masse lyde, som man ikke har lagt mærke til, og man kan ikke se andet end skovens mørke træer omkring sig. Hvis man går 10 meter væk fra bålet, ved man ikke, hvad der sker omkring en og mærkeligt nok er stemningen pludselig anderledes.

Som skrevet begrænser mørket ens sanser, men mere spændende er det at blive lukket inde i mørket. F.eks. kan man ligge i en lukket shelter og ikke vide, hvad der foregår udenfor det lille univers, man er i. Kunne den lille puslen være en enhjørning eller måske en kronhjort? Eller bare et blad? Værst kunne det være en morder, der var på spil?

Alle disse tanker sættes i gang, når man ikke kan se, hvad der foregår, og derfor er mørket et kæmpe mosaiktæppe. Natten er ikke et entydigt symbol. Der er både noget farligt og dramatisk, men samtidig noget fantastisk og vidunderligt. Men det sætter noget helt andet i gang, end dagslyset for alle mennesker – og det er det spændende ved mørket.